Den kendte økonom og nobelprisvinder Milton Friedman sagde engang, at der ikke findes noget, der er så permanent som midlertidig politik.
Efter et år hvor politik i hele den vestlige verden er blevet domineret af midlertidige tiltag, er Friedmans advarsel mere aktuel end nogensinde. Spørgsmålet, der må stilles, er, hvor mange subsidier, hvor meget regulering og direkte statslig kontrol man vil acceptere, efter nedlukningseksperimentet er ovre? Og hvor meget er overhovedet gavnligt for økonomien og erhvervslivet?
Det grundlæggende problem er, at erfaring og 60 års forskning i “public choice” har vist, at der er væsentlige økonomiske farer ved midlertidig politik. Midlertidig politik bliver ofte til dybt unødvendig permanent politik på grund af tre forskellige negative politiske effekter.
For det første er praktisk taget al interventionistisk politik forbundet med særinteresser. Virksomheder, industrier og fagforeninger har interesse i at “investere” ressourcer i enten at få politik, der gavner deres snævre formål, eller at beholde politik. Som man indså sidst i 1960’erne, betyder det både, at den økonomiske politik som oftest bliver for interventionistisk og holder liv i uproduktive zombieindustrier, og at erhvervsliv og fagbevægelse som helhed spilder potentielt produktive ressourcer på det, Anne Kruger gav navnet “rent-seeking”. Med andre ord får særinteresser en tilskyndelse til at støtte partier økonomisk og bruge ressourcer på mediekampagner og at forsøde politikeres liv, når de skal overbevises.
Politikken bliver derfor indrettet efter at gavne enkelte interesser på bekostning af alle andre i samfundet. For det andet kan man fra politisk side til tider skabe problemer for erhvervslivet som middel til at tiltrække ressourcer. Fænomenet, som Fred McChesney kaldte “rent creation”, er en særligt pervers variant af rent-seeking, hvor politikere decideret sætter barrierer i vejen for virksomheder for aktivt at skabe særinteresser, som de kan få ressourcer fra.
Disse barrierer bliver hurtigt permanente, selvom de sælges som midlertidige, fordi den politiske interesse er permanent. Sidst men ikke mindst kan afskaffelsen af midlertidig politik være en praktisk udfordring. Problemet kendes som Gordon Tullocks “transitional gains trap” og er en fælde, lande tit ender i.
Den permanente “midlertidige” politik gør os fattigere og sætter vores udvikling i stå
2021-04-22 Børsen
Övrigt
Spørgsmålet, der må stilles, er, hvor mange subsidier, hvor meget regulering og direkte statslig kontrol man vil acceptere, efter nedlukningseksperimentet er ovre? Og hvor meget er overhovedet gavnligt for økonomien og erhvervslivet?