"Det er næppe gået nogens næse forbi, at inflation som økonomisk problem er tilbage med et brag. Økonomer har efterhånden ventet på den i nogle år, da de vestlige centralbanker har ført stærkt ekspansiv pengepolitik. På trods af de problemer, inflationen og pengepolitikken skaber for tiden, er centrale politikere ikke villige til at bekæmpe den.
Kerneinflationen i Danmark er nu over 5 pct., den stiger stadig, og adskillige almindelige forbrugsvarer er steget væsentligt mere. Det samme gælder for eksempel i Storbritannien, mens der er reel risiko for, at den amerikanske inflation nærmer sig 10 pct. om nogle måneder.
Forleden kom nyheden så om, at producentpriserne var steget med 35 pct. de sidste 12 måneder.
Problemet forværres endda af Kinas nedlukning og Ukraine-krigen.
Langt det meste af stigningen bliver i sidste ende sendt til forbrugerne. Den højere inflation gør ikke blot livet sværere for tusindvis af relativt fattigere danskere, men omfordeler også midler fra folk med opsparing til folk med lån: Realrenten - den nominelle rente minus inflationen - er effektivt i minus og belønner således låntagning."