" Man må spørge sig selv, om det er moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende i et forsøg på at redde nogle mennesker, der typisk er over deres forventede levealder.
Børn og unge har holdt for gennem nedlukningerne. Skoler og daginstitutioner har sendt børnene hjem, sportsklubber og andre foreninger har været lukket ned, og selv børn og unges almindelige hverdag har været begrænset i en grad, der overgår selv den tyske besættelsesmagts regulering.
Mange politikere, inklusive statsministeren, har betonet, at nedlukningerne naturligvis ikke burde gå ud over børnenes skolegang eller andet. Danske politikeres afslørede præferencer viser dog noget andet: at børn reelt er ligegyldige for den førte politik. Deres velbefindende og fremtid indgår ikke i de faktiske politiske overvejelser.
Evidensen for de skader, politikere verden over har pådraget børn og unge, er ellers ganske overvældende.
Svenske og hollandske erfaringer har meget tydeligt vist, hvordan nedlukninger og virtuel undervisning ikke blot skader børn og unges indlæring, men også skaber alvorlig ulighed i indlæringen, man ikke ville se under normale omstændigheder."