This Website has a limited use of cookies. By using this website, you are agreeing to the terms and conditions listed in our data protection policy. Read more

Nok har Danmark god mobilitet – men det går langsomt med at blive rigere

2021-09-30 Børsen
Other
Reference
Bjørnskov, Christian (2021). “Nok har Danmark god mobilitet – men det går langsomt med at blive rigere”. Børsen, September 30.

Author
Christian Bjørnskov

Hvert år omkring starten af september udkommer Economic Freedom of the World, det canadiske Fraser Instituts årlige rapport om økonomisk frihed i verden. Både forskere og meningsdannere ser frem til rapporten, da den ikke blot giver et overblik over forskelle i politik og institutioner på tværs af verden, men også omfatter et stort og omhyggeligt datasæt.

Fraser Instituttets data er brugt i hundredvis af forskningsstudier, der dokumenterer de økonomiske og sociale konsekvenser af graden af borgernes økonomiske frihed. Hvert år dokumenterer instituttet således, at de nordiske velfærdsstater er det, nogle forskere kalder “skizofrene samfund”.
Af de 165 lande, der er dækket af dette års rapport, ligger Danmark således i både top og bund. Ser man på retsvæsenets kvalitet og beskyttelsen af privat ejendomsret, er de danske institutioner fornemt placeret som nummer tre i verden.

På samme måde er Danmark nummer ti i verden, når man ser på friheden fra tung regulering – en position, der ikke mindst skyldes den særlige danske model for arbejdsmarkedet. Ser man på størrelsen på den offentlige sektor og dens finansieringsbyrde, er Danmark derimod nummer 150. Udenfor Skandinavien ser man stort set kun samme omfang af offentlige udgifter i totalitære oliestater som Saudi-Arabien.

Alle disse forskelle ville være rent ideologiske, hvis de ikke havde dokumenterbare konsekvenser. En stor del litteratur viser dog, at økonomisk frihed er forbundet med større vækst og produktivitet, ligesom det er tydeligt, at friere lande har flere iværksættere. Derudover dokumenterer årets udgave for første gang en ekstra gevinst. I rapportens første temakapitel viser to unge økonomer – Justin Callais fra Texas Tech og Vincent Geloso fra George Mason University – at økonomisk frihed fremmer borgernes sociale mobilitet.

Ved at kombinere Fraser Instituttets information med data fra the World Economic Forum finder de, at i særlig grad et godt retsvæsen, der beskytter folks ejendomsret, øger folks mobilitet opad.Otte af de ti elementer i WEF-indekset er forbundet med et godt retsvæsen, mens frihed fra tung regulering påvirker seks af elementerne. Med andre ord bliver forskelle på rige og fattige mere fair i økonomiske frie samfund, hvor talent, arbejde og idéer i højere grad belønnes.

I en dansk kontekst er det særligt interessant, at forskningen viser, at et godt retsvæsen skaber øget vækst og produktivitet, mens en stor offentlig sektor og skattebyrde hindrer iværksætteraktivitet og dynamisk udvikling.
Det er derfor måske ikke overraskende, at Danmark ikke ligefrem klarer sig godt i international sammenhæng: Ifølge Penn World Tables har Danmark ud af godt 50 vestlige lande haft den tiendelaveste vækst de sidste 25 år. Nok er der god mobilitet, men borgerne som helhed bliver kun langsomt rigere.

Christian Bjørnskov

+45 87 16 48 19
+45 20 12 03 84
chbj@econ.au.dk