Fredag starter den langsomme genåbning af det danske samfund efter 14 måneders tvangslukning. Det betyder, at et hav af restriktioner, statslig regulering og statsstøtteordninger skal afskaffes over en periode. Et af de store spørgsmål er, i hvilken grad det sidste års reguleringer og støtteordninger bliver videreført eller afskaffet.
Erfaringer fra blandt andet vores egen historie og fra Central- og Østeuropa kan vise sig at være værdifulde i den diskussion. Genåbningen er på mange måder ækvivalent til en liberalisering af samfundet og en reduktion af statens rolle i borgernes og virksomhedernes hverdag.
Udfordringen i år er, at de historiske erfaringer skræmmer og indikerer, at det ofte er svært at få statslige aktører til at slippe deres greb om erhvervslivet. Selvom Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945, blev smør ved med at være rationeret indtil 1950 og kaffe indtil 1952. Dele af den danske boligregulering kan stadig spores tilbage til krigen, ligesom dele af de nuværende hollandske arbejdsmarkedsregler har rødder tilbage den tyske besættelsesmagts kontrolforanstaltninger.
Et andet sted, man kan hente erfaring med, hvordan man bedst gennemfører en liberalisering, er i transitionen væk fra kommunisme i Central- og Østeuropa. Alle landes borgere og erhvervsliv havde en klar interesse i en hurtig transition væk fra planøkonomi og mod en form for liberalt, kapitalistisk demokrati. Men som blandt andet de årlige rapporter fra The European Bank for Reconstruction and Development viste, var der stor forskel på farten væk fra planlægning. Mens enkelte lande, særligt Estland, Polen og Tjekkiet, stort set var færdige med transitionen sidst i 90’erne, havde andre landes politikere valgt en langsommere og mere forsigtig transition. Man diskuterede derfor heftigt, hvilken approach der var bedst. Efterfølgende erfaringer har vist, at de hurtige liberaliseringer var langt at foretrække.
Det økonomiske problem er, at en langsom liberalisering giver særinteresser langt større indflydelse og effektivt betyder, at regulering, der gavner dem, ikke fjernes. Mens de økonomisk skadelige særinteresser – som reguleringen skabte – overlever, koster det alle andre. Derudover demonstrerede den østeuropæiske transition også, at et af problemerne er, når politikere lærer, hvad de kan “slippe afsted med” over for borgerne.
Denne perverse læring gør ofte liberaliseringsprocessen langt mindre forudsigelig. Det skaber såkaldt “policy uncertainty” langt frem i tiden, som skader erhvervslivets muligheder for at planlægge investeringer og innovation adskillige år frem. Erfaringerne med de økonomiske omkostninger forbundet med liberaliseringsprocesser peger således klart på, at hurtige “big bang”-liberaliseringer er at foretrække.
Jo mere forsigtig politisk kontrol der er med processen, jo større er omkostningerne.
