I Danmark hylder man ofte mønsterbrydere, og der er et klart ønske fra politisk side om at få flere af dem. Mønsterbrydere er personer, der bryder ud af faste familiemønstre eller sociale strukturer og klarer sig tydeligt bedre end deres forældre eller omgivelser.
Debatten har dog klar slagside: Vi hylder kun dem, der vælger en bogligt-akademisk vej, men ikke de andre mønsterbrydere, selvom det er dem, vi har mest brug for.
Den skizofrene holdning til mønsterbrydere illustreres klart i den måde, politikere taler om dem på. På den ene side hylder man mønsterbrydere, når der er tale om unge, der tager væsentligt mere uddannelse end deres forældre. Folk, der er blevet topforskere eller direktører på trods af en opvækst med arbejderforældre fremhæves som rollemodeller.
Et politisk ønske er at få flere unge fra ikkeboglige hjem, der vælger en universitetsuddannelse. På den anden side er der ingen, der hylder unge med akademikerforældre, der bryder mønstrene ved at satse på en karriere i f.eks. håndværkserhverv eller handelsflåden.
Holdningen er paradoksal, fordi dansk erhvervsliv faktisk mangler faglærte håndværkere. Arbejdsløsheden for elektrikere, tømrere og mange andre faggrupper har været ekstremt lav i mange år, og mange virksomheder har haft decideret svært ved at finde medarbejdere.
På samme tid som politikere og nogle meningsdannere hylder høj boglig uddannelse som det eneste “rigtige” valg, klager industrien over, at så få unge vælger en håndværkerkarriere.
Lønnen i erhvervene afspejler både, hvor få danskere, der i dag er mønsterbrydere ved at vælge et erhverv eller en karriere i handelsflåden, og hvor produktive disse job er. Det var for eksempel klart til en brunch i påsken, hvor en nær ven, der er jurist, hendes bror, der er elektriker, og jeg sammenlignede løn. Havde min vens bror arbejdet det samme antal timer som mig, ville han tjene langt mere, end jeg gør som ph.d.-uddannet professor.
Mange håndværkere har således en indkomst, der sagtens kan matche akademikeres og bidrager langt mere produktivt til den danske økonomi. Det samme gælder job i handelsflåden, der også ofte er både afvekslende og udfordrende.
Man kan derfor kun spekulere over, hvor den skizofrene holdning til mønsterbrydere kommer fra. En del af forklaringen ligger sandsynligvis i en generel mistro til produktive erhverv modsat mere luftige, politiske intentioner.
Det er dog sikkert, at hvis Danmark fremadrettet skal vedligeholde en produktionsindustri og udvikle sig som produktionssamfund, er der i langt højere grad behov for flere håndværkere and for flere danskere med en kandidatgrad i medievidenskab eller kønsstudier. At man alligevel betragter det som godt, at mønsterbrydere får en kandidatuddannelse, men ikke, at de vælger et håndværk, er et økonomisk problem mange år frem i tiden.
